Kød avler kød – Et essay (2019)
Skrevet af Kitt Buch
Redigeret af Jesper Bruun
Når jeg maler kød, er det ikke en kommentar til mit eget kødforbrug. Det ville ellers være oplagt med klimakrisen åndende i nakken. Nej, kød er en malerisk øvelse. Det er tekstur, farve og udtryk. Kødets æstetik virker ofte grotesk og kan være et fantastisk virkemiddel til at sætte tanker og følelser i gang hos beskueren af ens værker. Kød er også dyrisk og kan give en aggressiv voldspræget association, alt efter hvordan det benyttes. Og så er det smukt: Marmoreringerne, de rødlige, lilla, gullige farvenuancer som bærer lige dele vildskab og ro i sig. Kødet er dødt, men i mine malerier frisk – som var det lige skåret ud af dyret og sat på karakteren.
Pop-surrealismens fader, Mark Ryden, malede for godt 20 år siden sine kødværker – for eksempel Carnation og Meat. For Ryden var kødbillederne heller ikke en kommentar til hans egen holdning til det at spise kød. Han er faktisk selv en ganske stor kødspiser, siger han. For Ryden var det snarere en observation af hvornår mennesket anser et dyr som kød. Hvornår dyret går fra at blive anset som et subjekt til et objekt. Fra dyr på marken til kød på vores tallerkner. Personligt er jeg blevet fascineret af kød som symbol, som overflade og som det, der er under overfladen.
Hvilken betydning har det så om kødet er udenpå, indeni, om det er vendt vrangen eller er på retten? I mine værker er kødet formet som kaninmasker, kødet er kraver på kjoler, og der er kød som slips. Men selve figuren – menneske, dyr eller en blanding – er jo også kød. Kødet bliver midlet til diskussion, til provokation og eftertanke. Og man må gerne trække på smilebåndet, for kødet er ofte pakket ind i humor.
Et eksempel er skitsen af The Meatmobile – Kødmodbilen. Det er en gammeldags sæbekassebil, som har bacon, ribeye-bøffer og koteletter som brædder. Hjulene er lavet af wienerpølser. En forvokset Klovnepige kører bilen. Hun er iført et victoriansk antræk med benene trukket op under sig for at kunne passe ned i den lille bil. Hendes hår flagrer bag hende, mens kødmobilen ræser mod beskueren med et pittoresk landskab som baggrund. Her er kødet noget man kan bygge af, et materiale som træ, plastik eller ler.
Kød avler kød. Jeg behøver ikke længere gøre mig de store tanker om hvor kødet passer ind og hvordan det passer ind. Inspirationen springer frem, frembragt af min egen undersøgelse af kødets tekstur og farve. Det er nu en naturlig del af mit univers som gør eventyrlandet mere surrealistisk og kontroversielt.
At portrættere kød som man ville portrættere et menneske, kan anses som grotesk. Men er kødet ikke det samme uden på os som inden i os? Det er det samme kød på det samme subjekt. Jeg vender tilbage til Mark Rydens undersøgelse af, hvornår et dyr bliver til kød i vores øjne. For hvornår bliver mennesket til kød i vores øjne? De to edwardiansk inspirerede portrætter Missus Meathead og Mister Meathead har begge hoveder af bøffer med et enkelt øje, der kigger direkte ud på beskueren. Er disse mennesker eller kød?
Malerierne er fyldt med forskellige lag man kan vælge at se kødbrugen i. Under overfladen lurer symbolikken. Opfordringen fra dette kødfulde essay er at se de forskellige symboler i maleriet sammen for derved bedre at kunne tolke sin egen reaktion på det. Billedets intention defineres af beskueren, så hvad kan den være? Eller med andre ord:
All art is at once surface and symbol.
Those who go beneath the surface do so at their peril.
Those who read the symbol do so at their own peril.
It is the spectator, and not life, that really mirrors.
– Oscar Wilde
