Biografi

Som barn var Kitt Buch meget interesseret i historie og havde lange snakke med sin farmor, som var 12 år gammel da Anden Verdenskrig sluttede. Disse fortællinger gjorde et vist indtryk på barnet Kitt og nærede hendes fantasi. Samtidig har eventyr også altid været en fast bestanddel af Kitts repertoire, og det er er da også i hendes udgave af eventyrlandet at de visuelle fortællinger i kunsten udfolder sig.

Kitt Buch blev født i 1983 og er opvokset på landet i Vestsjælland. Fra en tidlig alder var hun udstyret med en god portion fantasi, og at være vokset op som enebarn, gav hende rig mulighed for at dyrke sin fantasiverden og drømme sig væk fra hverdagen i de nærliggende skove eller blandt majsplanterne på markerne. Som teenager brugte hun det meste af sin tid på sit værelse oppe under taget, med de solskinsgule vægge og med aftensolen stående ind ad den franske altan. Her udviklede hun gradvist sin interesse for at male og tegne. Denne interesse blev ført videre da hun som 22 årig søgte ind på Margrethe-Skolen, en designskole i København, hvor hun fik sin uddannelse som beklædningsdesigner. Under denne uddannelse dykkede hun ned i den æstetik som hun også i dag arbejder med. Nemlig hendes fascination for det mørke i mennesket og livet, det finurlige, det usagte, men altid med humor og et glimt i øjet. Kitt Buchs designs og modetegninger fra tiden på designskolen bygger en direkte bro til maleriet og det billedlige univers som stadig optager og fascinerer hende.

I løbet af de sidste år har Kitt udstillet sine malerier i flere gallerier på Sjælland og er for nylig også blevet en del af Kunstgalleriet Odense i Odense City.

Kitt har siden 2013 arbejdet intenst med akvarel og mixed media, men forelskede sig for snart  to år siden i oliemalingens muligheder. Denne kærlighed har gjort at hun nu primært arbejder i olie, indimellem kommer der dog stadig nogle akvareller og blyantstegninger fra hendes hånd. 

Kitt Buch har atelier i, og arbejder fra, indre by i København og i dag arbejder hun udelukkende med sin kunst.